Hun havde længe ærgret sig over al det affald, der lå og
flød, der hvor hun gik tur med sin hund hver dag - og over, at der
ikke var nogen, der gjorde noget ved det. Så besluttede hun sig til
selv at gøre noget. Hun fortæller:
"I Januar 2007 besluttede jeg mig til, at jeg ville adoptere
vejen med hensyn til opsamling af affald. Man kan adoptere dyr i
Zoo og børn i Afrika. Hvorfor så ikke adoptere en vejstrækning? Som
tænkt så gjort. Iført mit oprydningshumør, handsker, plastpose og
sæk, begav jeg mig i krig mod affaldet på mit
adoptionsområde.
Det tog mig lang tid at komme igennem. Jeg skulle også lige vænne
mig til, at folk kiggede og tænkte, "hun samler nok flasker." Ved
busstoppestedet bandt jeg min hund, efter at bussen lige havde
passeret. Begravet i grøften hørte jeg nogle forbipasserende sige,
"Der sidder en hund og venter på bussen!" Jeg havde udrettet noget
for naturen og blev glad. Nu var her pænt igen. Man smider ikke
noget affald på noget, der er pænt, var min tanke. Men ak! Sådan er
det ikke længere.
I stedet for at blive ked af det, når der igen ligger alt muligt
lort, putter jeg det i min affaldspose, som jeg altid har i lommen.
Jeg samler det op og tænker "der er også brug for dig i dag!"
Hvis andre vil adoptere et stykke natur, kan det varmt anbefales.
Indsatsen er gratis. Høsten er stor. Jeg kan ikke redde hele
verden, men en lille brøkdel giver stor løn og tilfredshed"
Med venlig hilsen
Elsebeth Thomsen