Snart skal alle lamper bruge elsparepærer, så hvad gør man, når pæren går i stykker?
PDF til print
Få lys i dit rør
Lysstofrør og energisparepærer bruger mindre energi end
almindelige elpærer. De holder også længere. Derfor er det godt for
miljøet at bruge dem. Når de ikke virker længere, skal man huske at
aflevere dem som farligt affald. Det er fordi de indeholder små
mængder af det giftige tungmetal kviksølv.

Hvad er et lysstofrør?
Der er sikkert masser af lysstofrør i loftet på din skole eller
børnehave. Et lysstofrør er et glasrør der indvendigt er malet med
et lys-stof. Glasrøret indeholder også kviksølv. Når du tænder
lyset, sender du elektrisk strøm igennem røret. Elektriciteten får
kviksølvet til at udsende en stråling. Strålingen får lys-stoffet
til at lyse. Sparepæren er i princippet et bukket lysstofrør. Se
efter Svanen og Blomsten når du køber energisparepærer. Så er pæren
eller lysstofrøret energibesparende - har et lavt indhold af det
giftige tungmetal kviksølv og en lang levetid. En sparepære skal
kunne lyse i mindst 10.000 timer.
Lysstofrør kan blive til energisparepærer
Når lysstofrøret eller energisparepæren ikke længere virker, er
de farligt affald. Derfor må du ikke smide dem ud sammen med det
almindelige affald. Du skal i stedet aflevere dem til
genanvendelse. Mange steder kan du aflevere lysstofrør og
sparepærer på genbrugspladsen eller i den forretning, hvor du har
købt dem.
Man tager lysstoffet og kviksølvet ud af gamle lysstofrør og
bruger det i nye rør. Glasset og metaldelene smeltes om til nye
produkter.