
PDF til print
Papkasse show
Vi smider dagligt en masse pap eller karton ud i skraldespanden.
Og det er ærgerligt. For det meste pap og karton kan bruges igen.
Tænk bare på alle de tomme havregryn- og cornflakesæsker, vi smider
ud. For ikke at tale om pappet uden om tandpastatuben, emballagen
om den nye legetøjsbil eller de store papkasser som den nye
computer eller stereoanlægget er pakket ind i. De fleste børn synes
det er sjovt at lege med pap, og der kan komme mange sjove
oplevelser ud af det. Når det ikke er sjovt længere, skal man samle
det hele sammen og køre det hen på genbrugspladsen.
Hvad er pap lavet af?
Helt nyt pap, papir og karton er lavet af træ. Især i Sverige
har de en masse skove og tusindvis af træer, som bliver fældet
hvert år, så de kan laves om til pap, papir og karton.

Pap kan blive til pap
Pap skal lægges i papcontaineren henne på genbrugspladsen.
Containeren bliver kørt til en papirfabrik, der vasker pappet og
laver det til nyt pap, æggebakker osv. Hvis man i stedet lægger
pappet i containeren for brændbart, bliver pappet bare brændt af.
Ved at genanvende pap igen og igen, kan vi spare en masse energi og
vand. Det kræver nemlig meget mindre vand og energi at lave nyt pap
af pap der allerede har været brugt - end at lave pap af nyt
træ.