Kom godt i gang

Skraldiaden er en idé. En idé om at affald ikke bare er affald, men noget man kan bruge til noget fornuftigt

Der ligger forskellige værktøjer til de børnehaver og SFO 'er afholder en Skraldiade. Det betyder at det bliver enkelt og tilgængeligt at lære børn om affald. De vigtigste værktøjer er:

Renos rene skov: En oplæsningsbog, hvor børnene inddrages i Renos problemer med affald i skoven. Lyt også til musikken fra musicalen Renos rene skov. CD'en sidder bag i bogen.

Skraldiadeinspirationer: Et hæfte til pædagogerne, hvor de får en masse gode idéer til, hvordan man kan gennemføre en Skraldiade for børnene. Bogen er ment som inspiration, så pædagogerne selv kan tilrettelægge deres egen Skraldiade.

Renos breve til børnene: Skraldehelten Reno skriver breve til børnene. Pædagogerne læser brevene højt for børnene. Her er en anledning til at tale om affald, og hvor affaldet kommer fra.
I brevene bliver børnene inddraget i Renos skraldeunivers. Han arbejder på genbrugspladsen og skal rydde op ude i skoven. Men der flyder med affald, så han opfordrer børnene til at hjælpe sig, for hvor kommer affaldet fra? Hvis børnene vil være hans affaldsdetektiver, vil han invitere dem til Skraldiade.

Planlægning

Inden en institution går i gang med en Skraldiade, kan vi anbefale, at I har lavet en overordnet plan for Skraldiaden. Hvor meget skal kampagnen fylde? Hvilke aktiviteter kan man sætte i gang? Hvor mange ressourcer vil man sætte af? Hvilke børn skal deltage? Hvilke pædagoger har ansvaret? osv. Læs meget mere om organisering og planlægning i "Skraldiadeinspirationer".

Skraldiade-startdag

Fastlæg en festlig startdag ca. 3 uger før I skal af sted til det store Skraldiadeshow. Vi har nemlig erfaring for, at 3 uger er en god Skraldiade-periode.
En Skraldiadeværktøjskasse består blandt andet af forskellige redskaber til at holde en god Skraldiade-startdag. Det er fx en T-shirt og en kasket til den pædagog, der skal være Renos assistent.
Se Huskelisten i Det pædagogiske rum

Skraldiade i institutionen

Den efterfølgende periode på ca. 3 uger indtil børnene skal til Skraldiadeshow og musical, kan man sætte en masse skraldeaktiviteter i gang med børnene. I kan finde forskellige skraldelege og aktivitetsforslag her på hjemmesiden - og viden om affald, forklaret for børn.

Del ud af dine gode idéer

Vi har erfaring for, at pædagoger er et kreativt folkefærd og derfor finder på masse nye ting, som de gennemfører i deres børnehave eller SFO.
Derfor sender vi evalueringsskemaer ud til de institutioner, der køber en Skraldiadeværktøjskasse. Her har I blandt andet mulighed for at skrive alle jeres gode idéer og aktivitetsforslag.
Disse idé er er meget værdifulde for Skraldiaden, da de blandt andet bruges i Skraldiadeinspirationer - til glæde for andre. I 2007 afholdt man fx et Skraldecirkus i Ringsted - en god idé som nu er beskrevet i inspirationshæftet.
Vi kan derfor opfordre til, at man ikke kun bruger vore materialer men improviserer på livet løs over temaet Skraldiade. Vi har erfaring for, at børnene er med for fuld musik, og at der ikke er grænser for deres fantasi.

I er også velkomne til at lægge kommentarer ind her på hjemmesiden i det pædagogiske rum.

Skraldiadeshow

Skraldiadens klimaks er, når børnene skal møde Reno - og det er en festdag, når børnene skal hen og se musicalen. Mange børn kommer i festlige affalds/genbrugskostumer og larmer med skraldeinstrumenter, mens de går i procession med institutionens skraldebanner. Det er et flot skraldekarneval, hvor der bliver danset, leget, grinet og grædt over de ting, som Reno skal igennem for at gøre skoven ren.

Til slut får børnene et badge og et affaldsdetektivbevis og er blevet rigtige affaldsdetektiver. Jo mere man har arbejdet med affald under Skraldiaden, jo mere engagerede bliver børnene - og jo sjovere har de det! Det smitter også af hos børnenes familie og venner.

Slut - men ikke helt slut!

Efter showet får børnene et brev fra Reno, hvor han takker for opbakningen og opfordrer affaldsdetektiverne til at holde øje med affaldet. Nu er det op til pædagogerne, om de vil stoppe her eller arbejde videre med affald. Man kunne måske have en affaldsdag om måneden, hvor man satte affald på dagordenen?
Du kan hente inspiration til at arbejde med affald i institutionens hverdag - også efter Skraldiaden - her på hjemmesiden.